TV 2 Go'

Kommentar: Kvajebajer til nationen

Thomas Kristensen og Bent NyegaardThomas Kristensen og Bent Nyegaard er TV 2 Sportens håndboldkommentatorer under VM i Kina
Foto: TV 2

Det er ikke sjovt at begå fejl - og slet ikke, når fejlen er af en artig størrelse.

Sådan en fejl begik vi, da vi under Danmarks kamp mod Østrig - flot og overbevisende - kunne fortælle hele nationen, at en sejr mod Angola søndag definitivt vil sikre kvindelandsholdet en plads i VM-semifinalen.

Det var sludder og vrøvl fra kommentatorboksen. For sådan forholder det sig nemlig ikke.

Rent faktisk kan opgøret mod Angola vise sig at være fuldstændigt ligegyldigt.

Det bliver det, hvis Rusland vinder opgøret mod Frankrig i en kamp, der spilles før, at Danmark går på banen.

Med en sejr til russerne forholder det sig nemlig således, at hverken Frankrig, Tyskland, Angola eller Østrig kan nå at indhente Pytlick´s piger - enten på grund af for få point (Tyskland og Angola) eller et dårligere indbyrdes regnskab (Frankrig og Østrig).

Dermed er semifinalen i hus. Det var ikke det, vi fik sagt på TV under Østrig-kampen, og det beklager vi naturligvis.

Vi vil dog lige gøre opmærksom på, at kampen mod Angola kan få betydning, hvis Rusland og Frankrig spiller uafgjort. Så kan Danmark teoretisk set ryge ud med nederlag i de to sidste kampe.

Så kan vi komme i en situation, hvor Rusland kan ende på ni point, Frankrig på syv point og Danmark kun på seks point.

Endelig kan en overraskende sejr til Frankrig over Rusland sætte gang i den helt store gyserafslutning. Så opstår muligheden for, at de to hold - sammen med Danmark - kan slutte med otte point.

Så vil det indbyrdes målregnskab mellem Danmark, Frankrig og Rusland afgøre hvilke to hold, der går videre til semifinalen.

Sådan er det så meget på en dag, hvor vores indre kugleramme svigtede.

Lad det ikke ske igen.

Vi gi'r en kvajebajer til nationen.


;